Bæredygtighed
Bæredygtighed
Hos Mariager Camping arbejder vi med fokus på bæredygtighed.
Vi har miljøcertificeringen Green Stay, som bevis på vores indsats.
Naturlig camping
Hos Mariager Camping er naturen en stor del af oplevelsen. Med vores beliggenhed helt ned til Mariager Fjord er der god plads til at sænke tempoet, nyde stilheden og lade blikket følge vandet. Mange af vores gæster fremhæver netop roen, udsigten og de smukke solnedgange som noget af det, de husker bedst fra deres ophold.
Netop fordi naturen er så stor en del af oplevelsen hos os, ønsker vi at passe godt på den. Derfor har vi valgt at tilslutte os Green Stay certificering. Igennem vores samarbejde med Green Stay får vi rådgivning fra eksperter, så vi løbende kan arbejde med tiltag, der bevæger os i en mere bæredygtig retning og mindsker vores aftryk på miljøet.
Konkrete tiltag i hverdagen
For os handler bæredygtighed også om de små valg, vi træffer i hverdagen. Vi arbejder løbende på at passe bedre på naturen omkring os, bruge vores ressourcer med omtanke og mindske vores miljøpåvirkning. Her er nogle af de tiltag, vi allerede har gennemført, og som er en del af vores daglige drift.
Natur og biodiversitet
Naturen er en vigtig del af oplevelsen på Mariager Camping, og vi ønsker at give plads til mere end blot mennesker. Derfor har vi opsat fuglekasser og udlagt flere områder med vildt græs og blomster rundt omkring på pladsen. Det skaber bedre betingelser for fugle, insekter og andre smådyr. Vi lader også træstammer ligge og forgå naturligt, hvor det er muligt, så de kan bidrage til levesteder for insekter og andre organismer. Vi har valgt sedum på taget af vores shelter, fordi blomstrende sedum tiltrækker bier og sommerfugle fra maj-september.
Energi og vand
Vi arbejder på at begrænse vores forbrug af energi og vand gennem konkrete løsninger i vores faciliteter.
Solceller: Vi har solceller på taget, som bidrager til at reducere ressourceforbruget i forbindelse med opvarmning af vand.
Grøn strøm: Vi har valgt grøn strøm som en del af vores indsats for at reducere vores klimaaftryk.
Vandbesparende armaturer: Alle vandhaner på toiletterne er udstyret med vandbesparende løsninger, der hjælper med at begrænse vandforbruget.
Kalkbehandling: Vores kalkanlæg reducerer kalkaflejringer og bidrager dermed til at mindske behovet for vand og rengøringsmidler ved rengøring.
Rengøring og ressourceforbrug
Vi har også fokus på at mindske forbruget af papir, rengøringsmidler og andre ressourcer i den daglige drift.
Rengøringsvenlige materialer: I vores servicebygninger har vi valgt materialer, der er nemme at rengøre, så vi kan begrænse ressourceforbruget til rengøring.
Mindre papirforbrug: Ved at installere håndtørrere har vi reduceret behovet for papirhåndklæder.
Miljømærkede rengøringsmidler: Vi anvender miljømærkede rengøringsmidler for at tage større hensyn til miljøet.
Miljømærket vaskeri: Vi samarbejder med et miljømærket vaskeri for at understøtte en mere miljøbevidst håndtering af vores vask.
Vi ved, at bæredygtighed ikke er noget, man bliver færdig med. Derfor arbejder vi videre med at finde løsninger, der kan gøre vores drift mere ressourcebevidst – så vi også fremover kan give vores gæster gode oplevelser midt i den natur, vi holder så meget af.
Vores ESG arbejde
Bæredygtighed handler for os om mere end enkelte initiativer. Det er en del af den måde, vi ønsker at drive Mariager Camping på – med omtanke for naturen, vores gæster, medarbejdere og lokalsamfundet.
For at skabe et solidt overblik over vores indsats har vi fået udarbejdet en ESG-rapport. Rapporten beskriver, hvor vi står i dag, hvilke områder vi allerede arbejder med, og hvor vi ser muligheder for at udvikle os i fremtiden.
ESG står for Environment, Social og Governance – altså miljø, sociale forhold og ansvarlig virksomhedsdrift. Rapporten er et vigtigt redskab, der hjælper os med at sætte retning og træffe bevidste valg, så vi løbende kan mindske vores aftryk og styrke vores ansvarlighed.
Vi ser bæredygtighed som en rejse, hvor vi hele tiden bliver klogere og arbejder på at gøre det lidt bedre – ét skridt ad gangen.
Socialt ansvar
Hos Mariager Camping handler socialt ansvar om mennesker. Vi ønsker at være et sted, hvor både gæster og medarbejdere føler sig godt tilpas. Derfor arbejder vi for at skabe en rummelig arbejdsplads med plads til forskellighed, udvikling og et stærkt fællesskab.
Samtidig tror vi på værdien af lokal forankring. Vi samarbejder med lokale virksomheder og leverandører, fordi vi gerne vil bidrage positivt til det område, vi er en del af. På den måde skaber vi værdi – både for vores gæster, vores medarbejdere og lokalsamfundet.








